
Tidsplanen for M&M på Store Hestedag er nu klar, – så klar som den nu kan være med mange ubekendte faktorer. Der er først og fremmest taget hensyn til de, der er tilmeldt opvisninger og de, der er tilmeldt bedømmelse i Store Hestedags regi, da tiderne nu er oplyst på Store Hestedags hjemmeside. For de ekvipager, der alligevel skulle komme i klemme, har vi sat tid af til et par opsamlingsklasser.
Vi skal i Ring 1 klokken 14.30, det er lidt tidligere end vi plejer. Der er god plads i ringen, så vi håber, at rigtig mange vil være med til at vise ponyerne frem. Der er ikke noget fast program, formålet er at vise alsidigheden i de engelske racer. Alle ponyer af racerne Connemara, Dales, Dartmoor, Exmoor, Fell, Highland, New Forest, Shetland og Welsh hører til M&M, og alle de mange ponyer på pladsen, der ikke er tilmeldt hos os, er meget velkomne til at deltage, hvad enten det er under rytter, foran vogn eller til fods.