Resultater og bedømmelser fra M&Ms på Store Hestedag

IMG_0374 - Kopi

”Lidt men godt”.

En stor tak skal lyde til alle jer, som var med til at vise flaget for vores lille forening på Store Hestedag.  Her deltog vi ikke med de rene eksteriørklasser, men med vores hjertebarn, de engelske brugsklasser. Store Hestedag fejrede 10 års jubilæum med maner, over 19.000 besøgende, så et bedre udstillingsvindue for vores dejlige ponyer skal man nok lede længe efter.

Det var 3. gang Mrs. Nicola Dibden har taget turen til Danmark for at dømme brugsklasserne, hvilket vi er rigtig glade for, da hun er en fantastisk inspirator for såvel deltagerne, som for os ”bagved” showet.

5 af Mountain & Moorland racerne var repræsenteret. Connemarvallakken Hedegårdens Junker med Emma Marie Hansen i sadlen rider til daglig military, og vi håber, at de fandt det spændende at prøve kræfter med en Working Hunter klasse.  Skovbrynets Lord Locksley viste dartmoorponyens dejlige temperament som en god og samarbejdsvillig børnepony, Fell var repræsenteret af den kønne hoppe Murthwaite Snowdrop, og den kun 5 år gamle shetlandshingst Thorshøjs Trym kørt af Pernille Sandø levede op til mottoet ”Du bli’r aldrig for stor til en shetlandspony”. Gribsvads Sjaik og Penboy Boysen viste welsh’en gode egenskaber som barnets første pony med August og Oliver i Leading Rein og storesøstrene Sarah og Emma i First Ridden. Også Mosebo’s Jeppeline fik dommerens ord for at være en super børnepony, mens den mere temperamentsfulde Welsh Cob Højgaards Medina krævede en sikker voksen rytter.

Lørdagens Best Performance Champion blev Thorshøjs Trym kørt af Pernille Sandø, og Hedegårdens Junker med Emma Marie Hansen i sadlen blev reserve. Begge ekvipager havde valgt at starte både lørdag og søndag, og søndag blev titlerne byttet om.

Mountain & Moorland Denmark ønsker hermed alle vinderne til lykke, og vil gerne sige tak til jer alle for at bidrage til endnu et vellykket show med dejlige ponyer og en super hyggelig stemning. En stor tak skal lyde til vores engelske dommer, Mrs. Nicola Dibden og til de øvrige hjælpere, samt til sponsorerne for ærespræmier og den flotte banedekoration. 

Resultater og bedømmelser fra M&Ms på Storehestedag kan downloades herfra: Resultater – st. hestedag 2013
Men de findes selvfølgelig også underResultater 2013”.

IMG_0191 - Kopi